KREIBERG - unikke lamper

Fremstillet af 100% nye el-komponenter, for at imødegå sikkerheden og af genbrugsmetaller, for at skåne miljøet imod overproduktion.

Historien ........

Interessen opstår

Som barn besøgte jeg ofte min mormor og morfar i ferierne, der dengang boede i Hågendrup, lidt uden for Frederiksværk. Da dagene godt kunne blive lange, når jeg skulle følge min mormor og hendes gøremål, fik jeg derfor lov til at tage med morfar, Thorkild Olsen på arbejde. Han var selvstændig vognmand og kørte skrot, fra Rødovre ”Jern & Metal” til stålvalseværket i Frederiksværk, der dengang hed ”Det danske stålvalseværk” (DDS). Der var ikke noget med at ligge snue, hvis jeg gerne ville med min morfar på job. Han stod op før kl. 5 hver morgen, for at kunne nå at hente det første læs skrot inden kl. 6.30 i Rødovre.

Som fem årig var det ikke let at kravle op til førerhuset, på den høje lastbil. Som jeg husker det, sad første trin så højt, at det gik mig til lidt over livet.

Jeg tilbragte naturligvis megen tid i førerhuset i lastbilen, hvor jeg interesseret fulgte med i hvordan det kasserede jern, som var havnet på skrotpladsen, blev knust, komprimeret og efterfølgende blev læsset i lastbilens containere af store mobile kraner med grabber. Allerede dengang tænkte jeg ofte, at det var synd og skam at ødelægge fine ting, der i mine øjne næsten ikke fejlede noget.

Skrotpladsen var naturligvis et meget farligt sted for en lille dreng, men også en meget dragende verden. Min morfar indså hurtigt, at lade mig blive siddende i lastbilen konstant, ville være en ubærlige pine for mig, derfor gav han mig lov at kravlede rundt i skrottet, for at finde gemte skatte. Jeg blev selvfølgelig formanet om, hvor farligt et sted det var – og at jeg skulle passe meget på hvor jeg bevægede mig rundt. Jeg lærte at læse hvor det var sikkert at gå, og hvor jeg bestemt ikke måtte være. Desuden var det kun tilladt at gå frit omkring om morgenen, når medarbejderne endnu ikke var mødt endnu og de store maskiner ikke var i drift endnu. På skrotpladsen var der engang en medarbejder, der var så uheldig at mistede den ene arm ved en ulykke og med det i tankerne, var jeg kureret for at tage nogen form for chancer.

Ved ankomsten til Stålværket via den gamle port på strandvejen, skulle lastbilens læs vejes på den enorme vægt, så det på et senere tidspunkt kunne blive afregnet. Efterfølgende kørte vi ind på stålværkets område, så vi endelig kunne få læsset af, efter portvagtens anvisning.

I tiden efter at jeg begyndte at gå i skole, mente min morfar, at jeg ligeså godt være til nytte og begynde at udfylde indvejningsdokumenterne, og derefter aflevere dem for underskrift hos portvagten. På stålværkets område var der meget larm, støv og så syntes jeg at der lugtede der relativt meget. På stålværket var der ikke noget med at gå rundt på egen hånd, det var altid i følge med min morfar. Det var fascinerende at se, når ske-ovnen blev tippet og det glødende stål skyllede ud i en massiv stråle og gnisterne sprang. Efter at skrottet var transporteret den lange vej til Stålværket i Frederiksværk, blev det så endelig læsset af efter portvagtens anvisning.

Mulighed for udvikling

Min skolegang var præget af kreativitet, idet vi fik plads af lærerene, til at forfølge pludseligt opståede ideer og lade dem udvikle sig til tværfaglige projekter.

Efter skole, brugte jeg meget tid på at skille de ting ad jeg havde fundet på skrotpladsen, hvorefter de blev forsøgt samlet igen - eller brugt på en anden måde. Der var nok mange ting der gik til i starten, men det gav mig et basishåndelag og en viden om, hvad man kan udrette med materialerne og naturligvis med det rette værktøj.

Værktøjet

Begge mine forældre kunne se, at værktøjet ville komme til at spille en stor rolle og allerede som ti årig, fik jeg min første boremaskine og et svejseværk fik jeg, da jeg var fjorten. Så fra jeg ikke var ret gammel, havde jeg et fuldt udstyret værktøjssæt og et værksted, hvor jeg kunne udfolde mig kreativt.

Opfindergenet

Jeg forsøgte mig med opfindelser – min magelighed var min motor i at søge viden om nye ting, der kunne bidrage til ting og sager der kunne gøre min hverdag lettere.

F.eks. da jeg som 17 årig flyttede hjemmefra i egen lejlighed, som min læremester havde til leje. Den lå på firmaets grund og ville komme til at koste mig mere end halvdelen af min lærlingeløn. Jeg Indgik derfor en aftale med ham om, at en viceværtstjans kunne bringe huslejen ned, så jeg havde råd til at betale den og at kunne leve samtidigt. Efteråret var gerne en travl tid, med en masse nedfaldsblade fra de høje kastanjetræer, mit daværende hjem, ejendommen ”Egely” var omgivet af. Her var en af viceværtspligterne, at feje blade sammen, så der var pænt i firmaets omgivelser. Det var ikke altid lige sjovt, men med et veludrustet elektromekanisk værksted, min rigtige god ven Claus Nowak, som også var lærling i firmaet ligesom jeg, samt en 200 liters olietønde, en ventilatorpropel (af samme diameter som tromlen), en sækkevogn, en lang fleksibel slange, en kabeltromle til 3*400 volt og en 1 hestes elektromotor, var resultatet en tomands betjent mobil løvsuger, til at indfange de store mængder løbske nedfaldsblade med i en vældig fart, og herefter en masse tid til alt det sjove. Hermed var efteråret besejret.

Egentlig var vi vist lidt på forkant med udviklingen, idet de første håndholdte løvsuge-modeller, først kom på markedet ca. 10 til 15 år efter vores udviklingsprojekt.

Passionen

Da jeg har altid været nysgerrig af natur og haft trang til at undersøge ting, blev min passion "at indsamle og sammensætte dem på en ny og anderledes måde", og derved give dem fornyet liv.

Jannik Kreiberg